Når Copenhagen Pride kulminerer i denne weekend med fest, farver og bølgende regnbueflag, er det uden deltagelse fra digitaliseringsminister og minister for ligestilling Marie Bjerre (V), der i onsdags slog et slag for, at der kun findes to biologiske køn.
»Nu kan jeg ikke længere tie stille: Wokeismen er gået for langt. Vi har brug for et opgør med tidens omsiggribende fokus på kønsidentitet«, skriver hun i et indlæg i Jyllands-Posten. Hun er især bekymret for, at juridisk kønsskifte – hvor en person skifter cpr-nummer og får juridisk status som det køn, de identificerer sig som – kan krænke kvinders rettigheder.

