Haster gennem de mærkeligt tomme gader en frysende klar morgen i Berlin. Men hellere gå end at blive overfuset af den buschauffør, der dagen før var den første tysker, jeg talte med, da jeg entrede hans køretøj ved Hauptbahnhof og naturligvis intet fattede. Godt at være hjemme igen, tænkte jeg og slog mig ned i et ledigt sæde, med en konstatering af at det åbenbart ikke er blevet lettere at holde den dårligt undertrykte vrede nede her.
Slår ned ad den lange Leipziger Strasse, hvor valgplakaterne minder mig om valget på søndag. Pludselig er jeg ved at støde ind i nogle andre skabeloner af menneskeligt tilsnit. En udskåret kvinde og et barn ved hendes side halvt ligger, halvt står på fortovet. Jeg stopper op og kigger forundret på dem samt en visnende buket blomster ved deres fødder. På brystet har de begge et påsat skilt med et kors og påskriften ’Fodgænger’ på den voksne kvinde og ’Barn’ på den lille figur.
