Siden Donald Trump blev taget i ed som USA’s 47. præsident for under tre måneder siden, har Politikens lederkollegium allerede skrevet 30 kritiske lederartikler. De 30 kritiske ledere bliver næppe de sidste af slagsen, for Donald Trump er med formidabel kraft gået til angreb på en lang række af de liberale principper og demokratiske værdier, som vi på Rådhuspladsen i København sætter højest.
Men selvfølgelig findes der også gode grunde til, at store dele af USA bakker op om hans politik. For eksempel er Donald Trump kendt for at være ganske god til at udpege problemer, selv om han ikke er særlig god til at lave løsninger. Og hvis vi ikke forholder os til den side af sagen, forholder vi os ikke til hele historien om Donald Trumps Amerika.
