Den økonomiske krise drejer ikke uden om Sydøstasien.
I de sidste fem år frem til 2007 har de toneangivende lande i regionen haft vækstrater på omkring 6-7 procent, men i sidste halvdel af 2008 er disse vækstrater stærkt nedadgående på grund af det drastiske fald i den globale efterspørgsel. De mest eksportorienterede økonomier i regionen som Singapore, Hongkong og Taiwan er blevet hårdt ramt. I Singapore har regeringen på baggrund af de dårlige økonomiske væksttal i de sidste kvartaler af 2008 fremsat vækstprognoser, der peger på tilbagegang for 2009 på mellem -2 og -5 procent.
Ligesom ved tidligere kriser er den singaporeanske regering ikke sen til at iværksætte hjælpepakker, der kan mildne virkningerne af krisen både for virksomhederne og lønmodtagerne. Det er ikke alle regionens regeringer, der er lige så hurtige, effektive og har samme økonomiske formåen som den singaporeanske. Højeste opsparingskvote i verden Men flere af de økonomiske mest betydningsfulde lande i regionen ser ud til at være nogenlunde rustet til at kunne komme igennem krisen. Efter den asiatiske finansielle krise i 1997-98 har de været igennem en proces, hvor de har omlagt deres økonomiske politik, men ikke efter IMF’s neoliberale opskrifter med en svag statslig styring af økonomien. Tværtimod har de haft en stærk statslig styring, der har ført til overskud på betalingsbalancerne, lille offentlig gæld i forhold til BNP og stor privat opsparing. Asien har den højeste opsparingskvote i verden. De er ikke længere debitorer, som de var i krisen 1997-98, men kreditorer i en global økonomisk kontekst og har været med til at rette op på den manglende opsparing i Vesten. Hurtigere økonomisk genrejsning Spørgsmålet rejser sig derfor, om de sydasiatiske lande har mulighed for en hurtigere økonomisk genrejsning end andre regioner. Kan deres økonomiske samarbejde i Asean (Association of Southeast Asian Nations) og deres tættere økonomiske relationer med Kina være en løftestang? I Asean’s 41 års historie har den økonomiske integration været den mest fremgangsrige, mens det er gået mere trægt med integrationen inden for sikkerhedspolitiske og kulturelle områder.
