Kulturministeriets redegørelse ’Faktuel redegørelse om teatersituationen i Danmark 2005-2008’, der skulle være præsenteret for de kulturpolitiske ordførere inden udgangen af 2008, har nu i et par uger ligget på Kulturministeriets hjemmeside – uden dog at blive introduceret for en bredere offentlighed gennem en pressemeddelelse.
En faktuel redegørelse om dansk teaters situation de senere år er ellers tiltrængt i den teaterpolitiske debat. For selv om Danmarks Statistik siden 1980 har indsamlet og udgivet en årlig teaterstatistik, omfatter denne kun oplysninger om aktivitet og økonomi for de statsstøttede teatre.
I løbet af de senere år er teater- og scenekunstbilledet blevet mere sammensat med forskellige private aktører samt forestillinger, der bevæger sig i en gråzone i forhold til et traditionelt teaterbegreb. Dermed er også konkurrencesituationen mellem de forskellige typer af scenekunstvirksomheder blevet mere kompleks. Derfor kunne man også forvente, at en redegørelse, der leveres til Folketinget og de kulturpolitiske ordførere, og som må formodes at skulle indgå i et fremtidigt beslutningsgrundlag for teaterpolitikken – og dermed en eventuelt kommende teaterlovsrevision – søgte at komme rundt om hele scenekunstlandskabet og præsentere nye sammenhænge.



