Valgkampen op til europaparlamentsvalget 7. juni går i morgen ind i sin sidste uge.
Mediernes dækning af valgkampen har været så godt som ikkeeksisterende. Vælgerne kan derfor ikke fortænkes i, at de er uafklarede om, hvad de skal stemme. Den lave vælgerinteresse bekræftes i Capacents måling for Danmarks Radio, der viser, at en tredjedel af vælgerne stadig er i tvivl. Valgresultatet kommer derfor i højere grad end ellers til at afhænge af, hvem der i valgkampens sidste uge formår at stjæle vælgere fra de øvrige partier – og hvem der formår at fastholde og mobilisere sine egne kernevælgere. Her er der stor forskel på partiernes evner: DE KONSERVATIVE, Socialdemokraterne og Venstre har de mest loyale vælgere. For alle de tre gamle partier angiver mere end halvdelen af de vælgere, der ville stemme på dem ved et folketingsvalg, at de også vil stemme på dem til europaparlamentsvalget. Især de konservative har en meget loyal vælgerskare. Mere end 3 ud af 4 (77 pct.) af de vælgere, der ville sætte kryds ved liste C til et folketingsvalg, gør det også til europaparlamentsvalget. Det er umiddelbart positivt. Til gengæld tyder intet på, at Bendt Bendtsen formår at udbygge vælgerloyaliteten og skabe fremgang for partiet. De konservative fik 11,3 pct. af stemmerne ved europaparlamentsvalget i 2004, og hvis der var europaparlamentsvalg i dag, ville de få 11,8 pct. af stemmerne. Partiet skal altså ikke forvente nogen synderlig fremgang på trods af, at partiet har opstillet sin tidligere formand og vicestatsminister som spidskandidat. De konservative vil blive slemt skuffede, hvis de forventer, at Bendt Bendtsen gentager Poul Schlüters kanonvalg fra 1994 eller på nogen måde kan nærme sig Poul Nyrup Rasmussens ditto i 2004. Bendt Bendtsen kan begejstre de loyale konservative kernevælgere, der trofast har bakket op om partiet hele vejen igennem hans formandskab, men for de øvrige vælgere er han stadig ’mr. 10 percent’, der ikke formår at trække de store stemmetal. SF STÅR OVER for en anden problemstilling: Partiet er under Villy Søvndals lederskab stormet frem i meningsmålingerne og har efterhånden stabiliseret sig på 18-19 procents vælgerslutning. Partiet kan dog ikke omsætte sine tårnhøje meningsmålinger til en tilsvarende fremgang ved EP-valget.


