Min papdatter er ved at få sit liv ødelagt af en regering, der med støtte fra et højre-populistisk parti betjener sig af en besynderlig praksis. Regeringen, i denne sag hyppigt repræsenteret af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), gør nemlig mennesker fortræd. Mennesker, der flygtede hertil fra forfærdelige vilkår og i Danmark blev behandlet på en måde, så de i mange tilfælde fik det endnu værre, end de havde det, da de kom. Disse mennesker skal nu sendes tilbage til et Irak, hvor forholdene mange steder i bedste fald gør det meget vanskeligt at etablere noget, der kan minde om en tålelig tilværelse. Disse forhold har Danmark et medansvar for, fordi regeringen totalt ukritisk agerede skødehund for en amerikansk præsident og hans vedhæng af kristne fundamentalister, der dengang forandrede USA til verdens største slyngelstat. Med et spinkelt flertal besluttede regeringen at støtte en krig, som vi nu ved var ulovlig, og som fra starten var moralsk angribelig. Rosa Maria har været så ubetænksom, at hun lærte Wissam at kende. Han havde sammen med sin bror og sine forældre levet flere år i asyllejr, hvorefter de fik lov at flytte ud og blive en del af det danske samfund. Nu har Rosa og Wissam været kærester i over et år, og det har jeg på hendes vegne været utroligt glad for. En højt begavet og sympatisk ung mand med både boglige og praktiske evner og i øvrigt af en familie, hvor mange er eller har været lærere og læger. Altså mennesker med ressourcer, som vi i den grad har brug for, både i krise- og i opgangstider. Uanset om de kommer fra Sønderjylland, USA, Spanien, Tyrkiet, Indien eller Irak. Det perspektiv har Wissam og hans familie nu mistet med aftalen om tvangsudsendelse til Irak. Aftalen sætter endnu en gang fokus på Flygtningenævnet som en suspekt størrelse, der tilsyneladende træffer sine omdiskuterede afgørelser under et voldsomt politisk pres, direkte og indirekte. Et pres fra en regering, der endnu en gang har markeret, at her tæller kun lov og orden, ikke menneskelige hensyn. Og da slet ikke anbefalinger og henstillinger fra FN og andre ’inferiøre’ udenlandske organer. Systemet er vigtigere end det enkelte menneske, og enhver tvivl kommer som hovedregel det politiske system til gode, når det drejer sig om mennesker med en anden religion og af en anden race. Irakerne har siddet i asylcentrene i op til 10 år, mens kampene har raset i Irak, og med minimale muligheder for at stifte bekendtskab med det danske samfund. Et ufatteligt spild af liv og ressourcer. Gennem mit arbejde har jeg haft meget kontakt med repræsentanter for regeringspartierne og i en lang række tilfælde dannet mig et indtryk af mennesker med stor personlig integritet samt holdninger og et værdigrundlag, der kun kunne aftvinge respekt. Den eneste forklaring på, at de lægger stemmer til en uanstændig behandling af de afviste asylansøgere kan kun være hensynet til det politiske flertal og dermed magten. Moralsk og etisk betaler disse politikere en meget høj pris for at udgøre den herskende klasse. Når det gælder indvandrere, flygtninge og asylansøgere, styres politikken i realiteten af Dansk Folkeparti, hvis menneskesyn vækker mindelser om nogle af de mest totalitære systemer i det 20. århundrede. Et parti med geografisk og ideologisk udgangspunkt omkring landsbyens gadekær og med en horisont, der ikke rækker mange millimeter længere. Foruroligende, at Venstre og Konservative totalt har solgt ud af principper om medmenneskelighed, rummelighed og empati, der i hvert fald indtil for ganske nylig var en del af deres idégrundlag. Ikke blot på papiret, men også i praksis. Som jeg ser det, er der lysår mellem disse principper og de holdninger, der driver mørkemændene m/k i Dansk Folkeparti. Vi lever imidlertid i en verden, hvor omstillingsevne er en af de mest efterspurgte størrelser. Det krav lever vores kontroversielle integrationsminister i den grad op til. Birthe Rønn Hornbech, engang et tænkende og reflekterende menneske, har, siden hun blev minister, forvandlet sig til et iskoldt og arrogant magtmonster. Som en inkvisitionens storhertuginde tilsidesætter og nedgør hun enhver opfattelse, der går på tværs af hendes og regeringens. Her er tolerance, medmenneskelighed og tvivlens nådegave pludselig blevet til fyord. At Danmark oven i købet har presset Irak til aftalen om tvangsudsendelse, gør blot ministerens optræden, bl.a. på et samråd i Folketinget, til endnu mere skamfuld. Min papdatter er også af fremmed herkomst og har nu levet næsten halvdelen af sit liv i Danmark. Ikke uden problemer, for hun har også måttet lægge ryg til noget af den behandling, som udlændinge åbenbart skal smage herhjemme, så de ligesom kan forstå, hvor deres plads er. Men generelt klarer hun sig ganske fint og er også meget taknemmelig for de mange muligheder og tilbud, hun nyder gavn af i Danmark. Men hun kan slet ikke forstå, hvorfor et politisk flertal nu forhindrer hende i at få en fremtid sammen med sin kæreste. Jeg ser derfor en overhængende risiko for, at Rosa nu har fået en dyb mistillid til vores politiske system, som kan komme til at præge hende resten af livet. Den mistillid præger også i stigende grad hendes papfar. Jeg må nemlig konstatere, at et dybt borgerliggjort Socialdemokrati for længst har ladet sig trække med i samme retning, og sådan går det vel også med det forhenværende Socialistisk Folkeparti, når det på sin vej mod magtens tinder tilsyneladende uden større refleksion er parat til at sluge den ene kamel efter den anden. Med andre ord: Det bliver stadig sværere at opdrive et parti i dette land, som man kan være bekendt at stemme på. Skulle der være nogle, som jeg har overset, vil jeg være taknemmelig for at få det at vide. Stil et spørgsmål til de afviste irakereStil et spørgsmål til en talsmand for irakerne i Brorsons Kirke og præsten Per Ramsdal.
Spørgsmålene besvares mellem kl. 13.00 og 14.00 på politiken.dk.
