Det er ikke, fordi vores nye statsminister i alle henseender er den nye amerikanske præsidents absolutte fysiske modstykke, men fordi han har sat sig den modsatte opgave for sin regering, at titlen ’en omvendt Obama’ virker så rammende. Obama tænker stort og vover sit politiske liv på de svære forandringer: international kamp mod arbejdsløshed og banksvindel, udsoning med den islamiske verden, fred i Mellemøsten (med tryghed for Israel og et bæredygtigt Palæstina), ny klima- og energipolitik og sygesikring for alle amerikanere. I Danmark derimod har jagten på den laveste fællesnævner ikke været hidsigere end nu under Lars Løkke Rasmussen. Ufinansierede skattelettelser og uansvarlig undergravning af den danske pensionsopsparing, penge til storbankerne uden modkrav, milliarder i ny landbrugsstøtte (’grøn vækst’), fortsat favorisering af private sygehuse og jobanvisningsbureauer, kommunalisering af kampen mod arbejdsløsheden (som om det ikke var en national indsats, der trængtes til) og en klima-, energi- og miljøpolitik på nødblus.
Utænkeligt dansk pres
Obama tør udfordre de herskende magtbastioner hvad enten det er Israel-lobbyen, eller det er det magtfulde medicinal-industrielle kompleks.
Noget sådant er utænkeligt under Løkke/Espersen/Kjærsgaard. Her har regeringen eksempelvis undladt at presse den nye Netanyahu-regering trods dens afvisning af Palæstina-staten og stoppet for koloniseringen af Vestbredden samt åbningen af Gazas grænser.
Og Folketinget kan end ikke få at vide, hvor meget daværende sundhedsminister Lars Løkke bevidst overbetalte de private hospitaler med de offentlige sygehuses penge.
Obama taler islamofobien midt imod (samtidig med at han får sagt nogle drøje sandheder). I Danmark gør fundamentet for regeringsblokken (DF) kampen mod islam til den vigtigste. Muslimerne har man ikke direkte noget imod. De skal blot afsværge deres tro, siger det yderste højre!
Statsministeren har med statsgaranti ingen sympati for denne utiltalende ideologi, men angsten for at udfordre nogen af sine støtter tvinger ham ned i det triste, åndelige brakvand. Her siges der ikke fra. Her savnes ethvert lederskab.
Afstemning udskudt Som formand for Folketingets Europaudvalg følger jeg nøje den danske EU-politik. Den nys overståede parlamentsvalgkamp var en opløftende oplevelse. For første gang siden de direkte valg i 1979 forsøgte seriøse kandidater for mange partier (S, SF, DF, KrF og R) at diskutere de relevante emner i EU-politikken og gav seriøse bud. Statsministerens kandidat skuffede fælt og blev heller ikke blev belønnet af vælgerne. Det blev derimod de tre engagerede spidskandidater, Morten Messerschmidt, Dan Jørgensen og min søster Margrete, der alle fik over 200.000 stemmer uden nogensinde at have været ’toppolitikere’. Der var store forskelle mellem de politiske programmer, og venstre-højredelingen i Europapolitikken er blevet tydeligere. Men på det helt afgørende punkt var der konsensus imellem de gode kandidater fra Morten M. til Margrete A.: EU skal bruges til at løse de grænseoverskridende problemer. Eksempelvis meget mere europæisk samarbejde om regulering af finansielle institutioner (herunder kapital og hedgefonde), miljø, politisamarbejde mod kvindehandel og opgør med skatteunddragelse og anden økonomisk kriminalitet. Så delte vandene sig, når det gjaldt klima og økonomisk samarbejde, men hovedindtrykket stod tilbage at så snart vi er kommet fri af al traktatsnakken, er der bred politisk opbakning til en aktiv dansk Europapolitik, hvor vi virkelig sætter os mål og slås for dem. Men ikke med den nuværende regering. Ophævelsen af de danske undtagelser – som Fogh havde lovet til afstemning i denne valgperiode – er skudt ud i en uvis fremtid, mens skylden behændigt hænges på SF’s skuldre. Så kan det bruges som et godt drillepunkt mod oppositionen under den kommende valgkamp. Eller tag klimaet.
