»Nu har jeg arbejdet i en del lande, og Afghanistan er nok det land, hvor befolkningen har været mest positivt indstillet over for at sætte en udvikling i gang«. Jordemoder Inge-Lise Aaen har arbejdet i Heratprovinsen i det vestlige Afghanistan de sidste tre et halvt år som chef for et stort sundhedsprojekt for over en halv million mennesker.
Nu står hun i spidsen for den dansk-afghanske komite, der skal føre Politikens indsamling ’Vand mod krig’ ud i livet i fjerne afghanske landsbyer. Indsamlingen går til brønde og pumper, der skal sikre rent drikkevand. I et land, hvor der er brug for hjælp på så mange områder – hvorfor er det så lige netop brønde, Afghanerne skal have økonomisk støtte til? »Min største frustration i arbejdet med sundhedsprojektet er, at vi ikke har penge nok til at give folk rent drikkevand – og til at lære dem, hvor vigtigt det er. Det er jo en af grundpillerne i sundhed, at folk har adgang til rent vand«.



