Jeg vil meget gerne brevveksle med dig om Ingrid Jespersens Gymnasieskole, men synes ikke, at skolen er det eneste interessante i denne sammenhæng.
Jeg kunne godt skrive mange ord om Ingrid Jespersens Gymnasieskoles fortrinligheder og de mange, mange forældre, der ikke mener, at skolen gør deres børn en bjørnetjeneste, men synes ærlig talt, at det i forhold til dine udsagn får karakter af øv bøv bussemand. Det, der optager mig, er en bekymring for vores fælles skole, nemlig folkeskolen og de frie private skoler. Min bekymring skyldes, at jeg i stigende grad kan konstatere en tiltagende nedvurdering af lærerjobbet, en vigende tilgang til lærerseminarierne af kvalificerede ansøgere og øget ansættelse af ikke-uddannede lærere i faste stillinger på skolerne i Danmark. Det er bekymrende, fordi skolens primære formål er at undervise og at dygtiggøre eleverne fagligt og socialt, således at vi står bedst muligt rustet til at deltage i den globale konkurrence om service, produktion og arbejdspladser.

