Socialdemokraterne forsøger stadig at slå Fogh.
Siden nederlaget i 2001 har alle kanoner været indstillet på at ramme Venstres nu tidligere formand: »Jeg vil sige det ligeud: Jeg kan slå Anders Fogh«, lød Helle Thorning-Schmidts valgparole, da hun trådte ind på scenen i 2005 og formulerede sin enkle magtræson. Skønt virkeligheden siden hen har ændret sig fundamentalt, både samfundsøkonomisk og partipolitisk, fortsætter den skæbnesvangre krigsretorik ufortrødent. Socialdemokraterne har synkroniseret urene efter fortiden. Fogh lever videre i dansk politik, nu blot som et spøgelse, et spejlkabinet, for oppositionspartierne. Siden første nederlag har Socialdemokraterne – og dernæst SF – lagt alt til rette for at konkurrere om magten, men på Foghs præmisser. Vinderformlen fra 2001 er blevet piratkopieret: stram udlændingepolitik, hårdere straffe, fastfrysning af boligskatter og ekstra ældrevelfærd. I dag fører Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal permanent valgkampagne på ikke at ville gennemføre store ændringer og reformer i den næste håndfuld år. Som krigsveteraner i en tidslomme synes de to store oppositionspartier, Socialdemokraterne og SF, stadig at tænke som en flok generaler, der forbereder sig minutiøst på en genopførelse af sidste krig. Oppositionen opfører sig som den franske generalstab efter Første Verdenskrig. Dengang anlagde de slagne franskmænd et omfattende kompleks af betonbunkere og kasematter, kendt som Maginotlinjen, der skulle forsvare Frankrig mod angreb fra Tyskland.
