En kvinde omkring de 50, i joggingdragt og med bare fødder, stiger af S-toget på Nordhavn Station. Det er to graders frost, og vinden får de ventende i aftenmørket til at knappe frakken op i halsen og stampe med støvlerne for at holde varmen. På sine bare fødder går kvinden nu gennem sne og is, hen mod udgangen. Kvinden uden sko og strømper passerer måske 30 ventende på perronen. Mange kaster stjålne blikke efter hende. En lille pige peger på hendes fødder og siger noget til sin mor. Et ungt par i forhallen stirrer nysgerrigt. Hende uden sko har bleg af kulde sat kurs mod trappen. Jeg stopper hende og spørger, om det ikke er koldt at gå rundt uden sko. »Jo, det er det«, men dem glemte hun hjemme.
»Hjemme?«.



