Fra på søndag skal befolkningen i Sudan vælge både præsident, parlamentsmedlemmer og lokale guvernører. Valget er det første efter årtiers borgerkrig mellem nord og syd – en krig, som kostede millioner livet.
Valget bliver langtfra frit og fair og kan i sidste øjeblik blive udskudt, men er alligevel vigtigt for at sikre stabiliteten i Afrikas største land. Hvorfor er valget vigtigt? Det er en afgørende del af fredsaftalen mellem nord og syd. Hvis valget bliver aflyst, er der en stor risiko for, at fredsaftalen bryder sammen, og konflikten starter igen.
