I morgen finder en lille parade for homoseksuelles rettigheder sted i Litauens hovedstad, Vilnius.
Baltic Pride kan på ingen måde konkurrere med sommerens andre europæiske prides, når det kommer til de farverige optog eller antal deltagere. Alligevel kan paraden få stor betydning for homoseksuelles rettigheder i de baltiske lande. Priden afholdes på skift i de baltiske lande og har alle steder mødt stor modstand fra både regeringernes, myndighedernes og befolkningens side. Det er første gang, priden afholdes i Litauen, og få dage inden gennemførelsen har der hersket tvivl om, hvorvidt det vil lykkes de lokale organisationer for homoseksuelle at gennemføre marchen. For situationen i Litauen er desværre den, at overfald, diskriminerende lovgivning, forfølgelse og forbud imod at ytre sig offentligt er hverdag for homoseksuelle og andre seksuelle minoriteter.
