Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

»DR optræder som Espersens handskedukke«

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Lyt til artiklen

Onsdag morgen havde jeg lavet et indslag til P1’s radioklumme ’Kanten’, om Søren Espersens angreb på DR efter premieren på ’Forbrydelsen II’. Indslaget handlede om, at det var en optrapning af Espersens tilbagevendende angreb på DR, at han nu var begyndt at nævne navne på dem, han ville have fjernet. Jeg forslog, at Espersen selv startede et teater, hvor han kunne få luft for sine tanker om dramatik. Altså ikke noget angreb, der ville holde nogen vågen om natten. Derfor blev jeg meget forbavset, da jeg sendte teksten og hørte, at man følte, man blev nødt til at orientere Espersen om, at han blev kommenteret i den lille tre minutters radioklumme. Hvis man ikke gjorde det, frygtede man, at man ville rende ind i nogle meget omfattende og besværlige ubehageligheder. Senere på dagen skulle jeg ud på DR og indtale indslaget. Her fik jeg at vide, at man havde ringet til Espersen, og spurgt om han ville læse indslaget, så han kunne kommentere det i forbindelse med, at det blev bragt. Det havde Espersen dog afslået, men havde nævnt, at han ville høre det, når det blev sendt.

’Espersens handskedukker’

Jeg har lavet satire i 17-18 år i DR og stoppede i 2000, da Underholdningsafdelingen blev nedlagt. I den tid kan jeg huske, at der én eneste gang var en nervøs, vikarierende redaktør, der ringede til en politiker og spurgte, om han havde noget imod, vi brugte et bestemt klip med ham. Politikeren havde moret sig højlydt og sagt, at vi selvfølgelig måtte bruge det. I årenes løb fik vi klager og breve og ind imellem trusler på livet, men det var ikke noget, der fik os til at overveje at tækkes nogen af dem, der lagde pres på os. Det var sådan, ytringsfriheden blev praktiseret i tiden før 2000. Man kunne diskutere (råbe og skrige) og være uenige (hade hinanden), men det var ikke på dagsordenen at ville indskrænke hinandens ret til at mene, hvad man ville. Det er det så blevet i dag. En lettere satirisk klumme bliver tilbudt Espersen – til udtalelse og eventuel follow-up-kommentar. Det sætter unægtelig Espersens udtalelser om ’røde lejesvende’ i et helt anderledes perspektiv. På mig virker det, som om DR’s medarbejdere er blevet skræmt til at optræde som ’Espersens handskedukker’ – og så er det hele jo pludselig en helt anden historie.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her