252 måneder og 210 dage. Så længe har jeg levet i en forestilling om, at jeg var tilpasset i det danske samfund og var en ligeværdig dansker. Indtil en eftermiddag i december, hvor min mand og jeg fik os en overraskelse, da vi sad i toget fra Malmø til København. Vi var inviteret til min søsters forlovelse og var nået til vores endestation: Københavns Hovedbanegård, hvor vi skulle skifte til S-toget. Men pludselig, to minutter før toget standsede, trådte en politibetjent ind i kupeen og sagde højt, at de skulle tjekke alle folk. Jeg fik ikke fat på hvorfor, eller hvad der var sket. Men politibetjenten gik systematisk til værks med at tjekke passagererne. Han fik øje på mig og min mand, mens vi sad og talte. Han forlod den dame, han var i gang med at ’tjekke’, og gik forbi en hel række af utjekkede passagerer og kom direkte over til os. »Legitimation?«, sagde han med en grov stemme. Jeg kiggede på min mand, som lignede et lige så stort spørgsmålstegn som mig. Nu hviskede han til mig på arabisk, »Hvad har vi gjort?«.

»Do you speak English?«, sagde den anden politibetjent. Jeg ville åbne min mund for at sige noget, men jeg har ikke oplevet noget lignende i mit liv og vidste ikke, hvordan jeg skulle tackle situationen.