Endelig går det frem for oppositionen og fagbevægelsen, som oven i købet har fundet sammen. Alligevel kritiserer FOA-formanden Dennis Kristensen opposition og fagbevægelse for at binde sig for meget til hinanden. Og han vil ikke love, at medlemmerne vil arbejde 12 minutter mere om dagen. Er du altid bare mavesur, på tværs og i opposition, Dennis Kristensen? »Nej, det er jeg ikke. Jeg synes, at der er rigtig meget godt indhold i oppositionens forslag en ’Fair løsning’, og faktisk har vi jo støttet forslaget«. Man du har sagt, Dennis Kristensen, at fagbevægelsen begår en ’historisk fejl’ ved entydigt at støtte oppositionen? »Det er også rigtigt. Vi støtter forslaget, men det betyder ikke, at vi skal droppe konstruktiv kritik og bakke det op uden omtanke og refleksion. Hvis fagbevægelsen kritiserer alt, der kommer fra en borgerlig regering uden overvejelser og tilsvarende støtter alt fra oppositionen, så står fagbevægelsen med et problem«. Du har selv kaldt regeringens genopretningsplan for en krigserklæring. Er der så ikke behov for entydigt at vælge side? »Regeringen har uden tvivl fundet baseballbattet frem og givet fagbevægelsens knæskaller et ordentligt slag. Det er et mønster, vi har set før, når vi ikke kan blive enige«. Men hvis regeringen vil svække jer og smadre jeres knæskaller, hvorfor så ikke vælge side? I er jo en kamporganisation.
»Helt sikkert. Men hvis Lars Løkke fortsætter med baseballbattet, så tror jeg altså, der er mere idé i at finde en tilsvarende kølle frem for at håbe på, at den næste regering ikke bruger baseballbat«. Du blev efter sigende holdt ude af S-SF’s forhandlinger med fagbevægelsen forud for en ’Fair løsning’, fordi du var en ’lækagerisiko’. Er det derfor, du er på tværs? »Nej. Jeg ved faktisk slet ikke, om der har været forhandlinger, og derudover forholder vi os til det, som bliver forelagt. Det har ikke noget med surhed at gøre. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi finde på at love nogen, at FOA’s medlemmer vil arbejde 38 timer om ugen. Det skal medlemmerne være med til at diktere. Det er dem, der skal udføre arbejdet – ikke mig«. Hvis LO har lovet oppositionen en 38 timers arbejdsuge, vil du så sige, at de ikke kan afgive det løfte? »LO kan ikke selv give et sådant løfte, fordi de ikke underskriver overenskomsterne, så jeg anser sådan et løfte for meget usandsynligt«. Det er ikke just første gang, at du indtager et særstandpunkt i forhold til fagbevægelsen. Er du ikke bare en Rasmus Modsat? »Ha ha, det er sket før, men jeg har aldrig gået efter at være Dennis Modsat«. Handler det om, at du vil have mere eksponering i medierne? »Nej, absolut ikke. Men jeg tror, vi vinder mest på at være ærlige og vise, hvad der foregår«.




