Det sekulære samfund er den eneste samfundsform, som udviser samme selvfølgelige respekt for alle mennesker, uanset deres kulturelle og religiøse baggrund.
I det sekulære samfund råder religionsfriheden, retten til at tro på den gud, man vil – men også retten til slet ikke at tro på nogen gud. Det sekulære samfund opmuntrer til kritik af alle idéer på lige vilkår, uanset om ideologierne betegnes som politiske, filosofiske eller religiøse.



