Allerede inden sikkerhedsvagterne lagde sig i ring om FN-bygningen i New York, og Hugo Boss-jakkesættene trådte ind i den store plenarsal, kunne 2015-topmødet kaldes en – om ikke stor, så relativ – succes.
Et gedigent stykke diplomatisk arbejde med Danmarks FN-ambassadør og hans kollega fra Senegal i spidsen havde bygget bro over de til tider ekstremt uenige lande og skabt opbakning til et slutdokument – og dermed en genbekræftelse af 2015-målene, dvs. de otte mål om bl.a. halvering af sult og fattigdom inden 2015, som blev til i en euforisk og optimistisk verdensstemning i 2000. Siden 2000 har verden oplevet yderligere økonomisk vækst, men de seneste år er verden blevet ramt af en række kriser, der afgørende har ødelagt den optimistiske stemning og understreget de strukturelle problemer, der må løses for at skabe reel bæredygtig udvikling. Fødevarekriser, finanskrise, klimakrise og sikkerhedspolitiske problemer trænger sig på. Tillidsforholdet mellem de fattige og de rige lande ramte et nulpunkt under COP15 i København. At verdens ledere nu igen i samlet flok har bekræftet 2015-målene og igen nikket til det værdigrundlag, som FN står for, må i sig selv betegnes som en relativ succes. Men hvorvidt de næste fem år frem mod 2015 bliver en succes, er langt mere usikkert. For hvor topmødet var fyldt med fine ord og store ambitioner, så var det småt med reelle handlingsplaner og bindende løfter. Og det er lige præcis her, at topmødet kan vise sig i det lange løb at være en fiasko. For hvordan siger man til de 925 millioner mennesker, der hver dag går sultne i seng, at vi skam er enige om at gøre noget ved det – bare ikke helt præcist, hvem der skal gøre det, hvem der betaler, eller hvornår vi rykker. Slutdokumentet vil forblive en smuk hensigtserklæring, hvis ikke de politiske ledere bliver holdt fast på ordene om demokrati, menneskerettigheder og afskaffelse af fattigdom. Der skal skaffes finansiering, og udviklingslandene skal tage ansvar og gennemføre politikker, som er i den brede befolknings interesse og leverer på 2015-målene.

