Når danskernes frygt for arbejdsløshed vokser, stiger Socialdemokraterne i meningsmålingerne. Det er børnelærdom for alle med interesse for valg og politik.
Men lærebøgerne skal måske skrives om. For partiformand Helle Thorning-Schmidt må stadig lade sig nøje med lidet prangende opinionsmålinger – langt under hvad Mogens Lykketoft kunne præstere under lignende forhold. For seks år siden frygtede mere end halvdelen af danskerne at stå uden et job, og det sendte meningsmålingerne på himmelflugt for Thorning-Schmidts forgænger. Over 31 procent surfede Lykketoft op på, inden bølgen lagde sig. I dag er bekymringen tilsvarende høj, men S roder rundt nede i omegnen af 24 procent af vælgerne. Hvad er der galt? Hvorfor profiterer Socialdemokraterne ikke af den værste økonomiske krise i efterkrigstiden? Det ville være let at give den nuværende ledelse skylden, men problemet rækker langt ud over Danmarks landegrænser. Det ligner en generel europæisk tendens, at de socialdemokratiske partier er ude af stand til at høste vælgergevinsten. Der blæser borgerlige vinde over Europa, som trods krisen faktisk er blevet mere blåt. Ringe effekt på målinger Det er formentlig kommet bag på den socialdemokratiske ledelse, hvor ringe en effekt frygten for arbejdsløshed har haft på meningsmålingerne. Nu har Helle Thorning-Schmidt ellers gennem mere end et år gjort risikoen for massearbejdsløshed til tema nummer 1 i den socialdemokratiske kriseretorik. Der er flere forklaringer på, at danskernes krisebevidsthed ikke blæser i socialdemokratisk retning: Et bekymringsbarometer fra analyseinstituttet Catínet-IFKA sender frygten for ledighed langt ned på listen over det, der optager danskerne.

