To af landets skarpeste ungdomspolitikere har i dag fået ny kampplads.
Jakob Engel-Schmidt, formand for Venstres Ungdom, og Peter Hummelgaard Thomsen, forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, vil fremover udfordre hinanden og moderpartierne til politisk debat på bloggen.
BESØG BLOG blog.politiken.dk/kamphanerne
De første hug er allerede sat ind.
Jakob Engel-Schmidt forsvarer i sit første indlæg regeringens nye su-reform og langer ud efter Socialdemokraterne, der »vil tvinge studerende til at tilbagebetale deres SU, hvis de finder job i udlandet efter endt uddannelse«.
LÆS INDLÆGMindre latté - mere læsning
»Kan du ikke lige forklare mig, hvorfor det er fornuftigt og samtidig fortælle, hvad du synes om regeringens SU-udspil?«, skriver Jakob Engel-Schmidt og giver stafetten videre til sin modstander Peter Hummelgaard Thomsen.
Svaret falder prompte:
»Jakob, jeg er meget uenig i dit syn på regeringens SU-nedskæringer. Alene det faktum, at du ukritisk køber Lars Løkke postulat om, at SU’en er »cafepenge«, viser, at du mangler en grundlæggende forståelse for den situation, mange unge står i, når de fylder 18 år, og forældrene mister børnepengene«, lyder svaret fra Peter Hummelgaard.
LÆS INDLÆGSU-nedskæringer er skud i foden
Begge 27 år
Jakob Engel-Schmidt er landsformand for Venstres Ungdom og partiets folketingskandidat i Lyngby og Storkøbenhavn.
Han er 27 år gammel, uddannet cand.merc fra CBS, officer af reserven i hæren og har stået i spidsen for Venstres Ungdom siden 2009.
Peter Hummelgaard Thomsen er forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og er opvokset på Amager.
Peter er 27 år gammel, jurastuderende ved Københavns Universitet og har stået i spidsen for DSU siden 2008.
LÆS MERE Om bloggen


