Brænder du for at skabe et kvalificeret modspil til Jacob Mchangama, Mikael Jalving, Peter Kurrild-Klitgaard, Ole Birk Olesen, Christopher Arzrouni, Edith Thingstrup, Sørine Gotfredsen, Katrine Winkel Holm, Niels Lillelund, Mads Lundby, Karina Pedersen, Kathrine Lilleør, Martin Ågerup, Kasper Støvring, Kasper Elbjørn, Morten Uhrskov, Mie Harder, Anne Sophia Hermansen, Dennis Nørmark og alle de andre borgerlig-liberale skribenter, der i disse år folder sig ud på blogs, på debatsider, i kronikker, ved debatmøder og med bøger? Så er rollen som venstreorienteret debattør i Politiken måske noget for dig. Vi håber, du findes derude, for vi har haft svært ved at finde dig. Derfor søger vi debattører: En række borgerlige holdningsministre – Per Stig Møller, Brian Mikkelsen og Søren Pind – har sagt det på forsiden af Politikens debatsektion: De savner venstreorienterede intellektuelle stemmer i den offentlige debat*. Et modspil. Samtidig har Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen i Politiken bekræftet, at der ikke findes venstreorienterede skribenter i Danmark.
»Når jeg kigger ud over opinionsdannerne, kan jeg ikke få øje på én eneste fast skribent til venstre for midten«, sagde han forleden i avisen. Og rettede kritikken mod dagbladene: »Hvis aviserne ledte, kunne de måske nok finde de mennesker. De skal jo have en platform for at komme frem«. Måske har vi overset dig? Det vil vi nu gøre noget ved. Derfor søger vi nu yngre venstreorienterede debattører med intellektuelt schwung. Arbejdsopgave: Engang var det de venstreorienterede, der satte dagsordenen. Og definerede hvad der var op og ned, frem og tilbage, progressivt og reaktionært. Sådan er det ikke mere. De skarpe venstredrejede hjerner, der blev født i 1960’erne og 1970’erne, har fravalgt rollen som ’intellektuelle’ til fordel for karrierefremmende job som kommunikationsrådgivere, spindoktorer og embedsmænd. Det skal du være med til at ændre gennem dine ord og argumenter.
