At være læreri en udskolingsklasse er inspirerende, udfordrende, opløftende, ja nærmest det hele, og på samme tid er det at få lov at sidde på første parket til oplevelsen af den nye generation. Som de foregående er også denne generation kreativ, intelligent, rebelsk, humoristisk, fladpandet og innovativ, på en og samme tid, og som unge før dem er også disse meget nemme at holde af, alene for deres levende nærvær i forhold til alt, hvad de møder, på godt og ondt. Derfor er der selvfølgelig også islæt, der kendetegner de nye teenagere – gode såvel som ikke.
Det seneste år har jeg som lærer haft flere og flere oplevelser af ikke at vide bedst. Det kan skyldes min egen lærergerning, den rige adgang til viden, men også den nye generations udstrakte indbildskhed, for nu at sige det mindre pænt.
