Koldkrigsforsker Bent Jensen spilder ressourcer på at udrede relationerne mellem på den ene side partier og personer i Danmark og på den anden side regeringen og efterretningstjenesten i Sovjet. Men alle ved, at DKP fungerede som et agentur for magthaverne i Moskva. Alle ved, at et parti som SF fordømte forbrydelser imod menneskeheden, uanset om de blev begået af Sovjet eller af USA.
Alle ved, at de borgerlige partier langt hen ad vejen lukkede øjnene for de mange forbrydelser mod menneskeheden, der blev begået af USA. De mest velkendte er USA’s krig mod Vietnam, kuppet i Chile og støtten til apartheidsystemet i Sydafrika. Desværre er disse eksempler blot toppen af et isbjerg af amerikanske forbrydelser mod menneskeheden.

