København, lørdag 25.2. kl. 17.50. En politibil, som har været parkeret på fortovet ved Udenrigsministeriet, kører over Knippelsbro ned mod rødt lys ved Børsbroen, tænder det blå blink og kører over for rødt og slukker derefter blinket igen.
Det samme gentager sig ved næste kryds: tænder blinket, kører over for rødt og slukker blinket igen. Her er det, jeg som lovlydig borger og trafikant mener, at ordensmagtens adfærd i den grad udfordrer tilliden til korpset. Hvis politiet ønsker troværdighed og respekt, er det pinedød nødvendigt, at man overholder regler, ikke udnytter dem.

