Mette BL Thomsen, du står bag hjemmesiden yesyesyes.dk , der henvender sig til »kvinder, der fascineres af kvinder«, som I skriver. Er det en lesbisk hjemmeside?
»Lesbiske er selvfølgelig velkomne, men hjemmesiden er også til kvinder, der ikke føler sig som lesbiske. Og det er i virkeligheden det, vi vil slå et slag for – altså at vi skal begynde at se på kvinder, der er tiltrukket af andre kvinder, med nye briller. Man kan benytte hjemmesiden uden at skulle definere sig som lesbisk«.
Der står på jeres hjemmeside, at I henvender jer til kvinder, der er sensuelt fascineret af andre kvinder. Er man så ikke lesbisk?
»Jo, hvis man tager afsæt i de begreber, vi hidtil har benyttet os af. I 70’erne var det meget vigtigt for mange kvinder at sige, at »vi er lesbiske, og det er vi stolte af«. Jeg tror bare, at det er blevet mindre nødvendigt at kategorisere sig selv. Opfattelsen af rigtigt og forkert ændrer sig, og jeg tror, vi er ved at anerkende, at vi alle er forskellige. Og sådan vil det også gå med ordet ’lesbisk’. Det vil blive brugt stadig sjældnere om kvinder, der forelsker sig i kvinder, og som eksperimenterer med deres seksualitet. Og det er jo det, de unge kvinder gør. De prøver sig frem og har ikke lyst til at kalde sig lesbiske. Men jeg synes også, det er synd for modne kvinder, hvis de har følelser for andre kvinder, at de så partout skal kalde sig lesbiske, for det bliver opfattet alt for firkantet«.
Er ’lesbisk’ gået hen og blevet et fyord?
»Det er ikke vigtigt for mig at sige, at det er et fyord, jeg synes bare ikke, at det er vigtigt at kategorisere sig som lesbisk. Mange kvinder oplever en seksuel tiltrækning til en anden kvinde, og her er det vigtigere at give det plads og turde fortælle om det. Det skal jo være trygt at kunne fortælle sin mand derhjemme, at man fascineres af en kvinde, uden at det betyder, at basta – nu er jeg lesbisk og nu skal vi skilles, med alt hvad det indebærer«.
Handler din modvilje mod at bruge ordet ’lesbisk’ om, at du selv er sprunget ud i en forholdsvis sen alder, og at du synes, det er svært at kalde dig lesbisk?
»Det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke noget imod, at folk kalder det at ’springe ud’, jeg synes bare, det er et forældet udtryk. I mine ungdomsår havde jeg også forhold til andre kvinder, men jeg vidste, at en dag ville jeg møde en mand, og da det skete, blev jeg vildt forelsket, og vi fik børn og var gift i syv år. Men jeg trivedes ikke, så vi gik hver til sit, og jeg er nu sammen med en kvinde. Men her giver det jo ikke mening at tale om at springe ud, for jeg sprang jo ikke ind, da jeg blev gift«.
Men derfor kan man vel godt tale om at springe ud.
»Det handler om, at man finder ind til sig selv og kan sige, at det er disse værdier, der er stærkere for mig. Og så er det jo lige meget, om man kalder sig selv lesbisk, bare man er glad og kan fortælle sine nærmeste og på sin arbejdsplads, at man har en kæreste af sit eget køn«.
Hvad er der galt med at kalde sig lesbisk?
»I manges øre har det lydt sådan lidt ’lesbisk’! Det er et hårdt ord. Det svinger ikke rigtigt. For andre er det helt perfekt, og de er stolte af det, og det har jeg selvfølgelig respekt for«.
Hvad er det, de forbinder med ’lesbisk’? Kansas-bukser, ø-lejr og praktisk kassehår?
»Ja, det er jo noget, der følger med, for en ting er, at man er lesbisk, men pludselig vil folk også vide, om man er ’betonlesbisk’. Og der er ikke noget, der er mindre flatterende, end når folk begynder at dømme andre«.
I den amerikanske film ’Milk’, hvor Sean Penn spiller den homoseksuelle politiker Harvey Milk, opfordrer han alle homoseksuelle til at fortælle deres omgivelser om deres seksualitet for at nedbryde fordomme. Er det den tankegang, I melder jer ud af?
»Nej, jeg synes netop, vi melder os ind. Jeg synes bare ikke, det er vigtigt at kalde sig lesbisk eller homoseksuel, for det handler om at anerkende, at man er tiltrukket af personer af sit eget køn. Men en ting er, at jeg er lesbisk – jeg er jo også hundredvis af andre ting«.
Hvis man ikke er lesbisk, men tiltrukket af andre kvinder, hvad er man så?
»Så er man vel sig selv og følger sit hjerte«.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter

Skriv kommentar