Danmark og København har brug for vækst for at komme helskindet igennem krisen.
Kreativ vækst er ifølge en rapport fra sidste år et af de mest lovende vækstområder, og her kommer de smukke kirkerum ind som en ny mulighed. Hvorfor ikke lade kreative iværksættere omskabe kirkerne til vækstcentre, der summer af skaberglæde, samarbejde og effektivitet? I dag er alt for mange kreative virksomheder nemlig små. Enmandsvirksomheder – en mand med sin it-løsning eller designeren med sin køkkenserie – har ikke store muligheder for at vokse, udvide deres marked, skabe job og eksport. Men sammen i netværk, inspiration og synergi, eventuelt med rådgivning udefra eller i fællesskab til skat, revision, papirarbejde, marketing, planlægning og kontakt med det offentlige kan de små virksomheder vokse. Og her ligger det store potentiale.



