Dette er historien om en historisk velstandsstigning i det danske samfund.
Historien om en middelklasse, der gik amok i velstandsrus og mistede solidariteten. Det er også historien om, hvor vi som samfund kan risikere at ende, hvis ikke krisen eller vores samvittighed får os på andre tanker Jeg er bosiddende i Ungarn. Et samfund, der virkede radikalt anderledes end det danske, da jeg først kom hertil. Ungarn er et vidunderligt land at være stærk i. Og et forfærdeligt sted at være svag i. Men selvom det danske samfund er blevet rigere og rigere i den periode, hvor jeg har boet hernede, og det ungarske samfund modsat har været ramt af økonomisk stagnation, er de to samfund alligevel begyndt at ligne hinanden en hel del. De er begge samfund, der er knækket over. Samfund, hvor de fattigste i stigende grad er overladt til sig selv, og samfund, hvor kun en regressiv nationalisme i glimt formår at hævde et fællesskab, der slår bro over de stadig tydeligere klasseskel. Problemet i Ungarn er fraværet af en middelklasse. Men at eksistensen af en veludviklet middelklasse ikke er en tilstrækkelig forudsætning for et solidarisk samfund, kan vi få bekræftet ved at studere udviklingen i velfærdsstaten i Danmark gennem de sidste 10 år.
