Hvis en privat virksomhed optimerer sin forretning gennem effektivisering, bedre service og øget brug af it-teknologi, vil omgivelserne normalt kvittere med positiv omtale, højere aktiekurser og stigende markedsandel. Når Skat effektiviserer, forbedrer servicen og udvikler nye it-løsninger reagerer kunderne heldigvis positivt, mens pressen og de selvbestaltede eksperter reagerer som et medlem af amishsekten, der præsenteres for en Nintendo Wii. Skat har konsekvent de seneste år fulgt en såkaldt indsatsstrategi. Strategien går ud på at gøre mest muligt af skattekontrollen automatisk gennem indberetningsordninger, at sondre mellem hvilke typer af skatteydere vi har med at gøre samt at målrette indsatsen over for disse forskellige typer af skatteydere.
Skat kritiseres på fejlagtigt grundlag
For langt den overvejende del af befolkningen er den rette indsats for at få dem til at betale den rette skat vejledning, vejledning og atter vejledning.
Langt de fleste ønsker at overholde reglerne til punkt og prikke – men at dette ikke altid er lige nemt ved enhver, der f.eks. har købt eller solgt aktier.
I den anden ende at spektret findes en lille hård kerne, som kun reagerer på opdagelse, efterbetaling og straf. Strategien har tre klare fordele: For det første er det mere effektivt, at få skatteyderne til at følge reglerne end at satse på at finde alle de fejl, de måtte begå. For det andet svarer den til, hvad skatteyderne forventer: Ingen, som gør sit bedste for at følge reglerne, vil behandles som en forbryder, når det undskyldeligt mislykkes. Indsatsstrategien tager udgangspunkt i vejledning. Konfrontation og korrektion sætter først ind, hvor vejledning er utilstrækkelig. For det tredje er det langt billigere at sætte kontrollen ind dér, hvor kun kontrol virker, og bruge den betydeligt billigere vejledning dér, hvor dette er tilstrækkeligt. Men at indsatsstrategien gør det muligt at effektivisere, forbedre servicen og spare penge på én og samme gang, dér går det galt: En offentlig myndighed, der sparer, skærer ned!
