Eurokrisen afspejler, at en perspektivløs politik har svigtet.
Den tyske forbundsregering har ikke haft mod til at bryde den form for status quo, som nu fremstår helt uholdbar. Det er årsagen til, at situationen i eurozonen trods de foregående to års omfattende redningspakker og næsten utallige krisemøder er blevet værre og værre. Denne selvforstærkende destabilisering kan føres tilbage til, at man i strategien bag krisestyringen ikke er trådt ind over den tærskel, hvor man for alvor udvider de europæiske institutioners samarbejde. Det faktum, at krisen er blevet tilspidset af de årelange, hovedløse forsøg på at lave vækstpakker, udstiller blot politikernes manglende evner til at tænke kreativt. Argumenterne for omfattende tiltag for større integration kan imidlertid ikke kun findes i den aktuelle krise i eurozonen. De fremtræder i mindst lige så høj grad af det behov, der er, for at få sat en stopper for det uvæsen og den spøgelsesagtige parallelverden, som investeringsbanker og hedgefonde har skabt ved siden af den virkelige verdens vare- og tjenesteproducerende virksomheder. Mere integration i EU De fornødne skridt til at genindføre et regelsæt på området ligger lige for hånden, men bliver ikke gennemført.
