Jeg kommer meget jævnligt på min mors plejehjem på Frederiksberg, og der er næsten aldrig andre besøgende. Carla, der har passeret de 100 år, bor på fjerde år på et helt almindeligt plejehjem med personalemangel, nedslidte bygninger og pengemangel. Hun råder over et lille værelse, og hendes tøj gemmes væk bag et stofforhæng, hendes badeværelse er uden bad, men med et provisorisk brusearrangement. Forfærdeligt? Nej, slet ikke. Carla har et begrænset, men godt liv. Personalet er utrolig søde og lader hende og de øvrige beboere være så specielle, som de nu engang er. Carla sætter pris på sin blå time med et glas hvidvin, og hun drikker sandelig ikke saftevand til maden. Det respekterer man på Søndervang, som hendes plejehjem hedder.
Ældre på plejehjem får sjældent besøg Når jeg besøger Carla, har jeg min lille hund med, og den går sin runde for at blive klappet af alle, der har behov for lidt kontakt med et blødt pelsdyr. Der er ro og venlighed i den såkaldte dagligstue, som nærmest er et gangareal. Når man er på plejehjem, er man gammel og skrøbelig, men det betyder ikke, at personligheden er udvisket. Der er den blide, yndige balletdanserinde, som hele sit liv har danset på Det Kongelige Teater. Så er der den konservatorieuddannede pianist, der stadig spiller et begrænset repertoire. Der er fut i fejemøget, når hun giver den med ’Åh boogie-woogie’.
