Lad mig straks tilstå. Titlen er hugget fra Ole Høeg, som i maj 1977 under samme overskrift havde en Kronik her i Politiken. Den gulnede artikel ligger foran mig – om ikke et bevis, så dog et stærkt indicium på, at Høeg havde trykket på en knap hos mig. Det forår havde jeg toårsjubilæum i politiet og min idealistiske mødom om lov og ret var allerede taget indtil flere gange. Forbrydelse og forbrydere havde vist sig ikke at være helt det, jeg havde ventet. Måske havde jeg læst for mange kriminalromaner! Som københavner havde jeg som andre teenagedrenge i byen lagt ryg til unge politifolks behov for at finde deres identitet i jobbet. På et tidspunkt gik der ligefrem sport i at ramme bødeforlæg ind. Det meste var ret uskyldigt og involverede noget med en knallert eller ’gadeuorden’. Så da jeg som nyslået politibetjent på prøve begyndte på politistationen i Store Kongensgade, skulle der andre boller på suppen. Jyderne og fynboerne kunne have jagten på rødder og borede knallerter helt for sig selv. Blikket var i stedet rettet mod spritbilisterne, som med lallende og usammenhængende snøvlen omgivet af en tyk sprutånde væltede ud af bilen i det øjeblik, jeg åbnede døren. Der var eksempler på mænd og kvinder, som var lige til at hælde tilbage på flasken, men ikke tit. De fleste blæste alkotesten lige akkurat op omkring stregen. Mange havde måske fået et glas eller to, men få virkede berusede. Skulle man anholde for at få spørgsmålet afgjort af en blodprøve, eller skulle man lade dem køre videre? Begge valg havde konsekvenser. I tvivlstilfældene kunne bilistens afhængighed af kørekortet i forbindelse med sit job være et dilemma. Men jeg husker også en lørdag aften, hvor en ung mand steg ud af bilen, trak mig om til bagenden og sagde, at han var villig til at lade bilen stå, hvis han bare kunne følge det lækre skår på højre forsæde hjem. Efter et par måneder i aktiv tjeneste besluttede jeg, at indsatsen mod spritbilister stadig var vigtig, men at situationen ikke var helt så sort-hvid, som jeg havde forventet. På narkotikaområdet var der imidlertid ingen grund til vaklen. Jagten gik ind på pusherne – selvfølgelig især dem, som ikke selv var afhængige af stoffer. Jeg havde også et godt øje til bolighajer, som ifølge formiddagsbladene proppede så mange gæstearbejdere ind i bittesmå lejligheder i saneringsmodne ejendomme i den indre by, at de med et Groucho Marx-udtryk måtte klippe neglene helt korte, for at hoveddøren kunne lukkes. Hver person betalte selvsagt en ublu sum i leje, en indtægt skattevæsenet formentlig aldrig så noget til. Behøver jeg at sige, at den opfattelse af virkeligheden heller ikke holdt vand? Der var langt mellem pushere, som ikke selv hver morgen slog øjnene op, og som det første tænkte på, hvor penge til næste fix skulle komme fra. Og bolighajerne var tilsyneladende dykket ned på mindst 100 meters dybde med besked til overfladen om at holde kæft. Der skulle mere avanceret fiskegrej til end det, en ung uniformeret betjent er udstyret med. Det er trivielt at konstatere, at virkeligheden er mere sammensat end det, der viser sig ved første øjekast, men paradoksalt nok har det været en opmuntring i et job, som ellers nok kan sætte illusionerne på prøve. Sjældent møder man ren ondskab i forbindelse med forbrydelse; når det sker, har den som oftest skikkelse i en syg person. Derimod er der ikke langt mellem superegoister og kynikere. Alt i alt skulle jobbet nok kunne levere stof, hvis man en dag skulle få den tanke at skrive en kriminalroman. I Kroniken lovede Ole Høeg, at man ikke ville fortryde det. Det ville være herlig spas og af stor mentalhygiejnisk værdi. Først skaber man et vældigt rod for derefter at sætte tingene på plads. Dyden skal belønnes, og det onde skal straffes. Der er brug for et godt plot, men lige så vigtigt er et troværdigt persongalleri og miljø. Krimier skal være spændende og underholdende, og moralen bør være, at retfærdigheden altid – i modsætning til virkeligheden – sker fyldest. Det var Ole Høegs hovedbudskaber. I hans daværende optik var kriminalromanen litteraturens legeplads, et pusterum fra en kaotisk verden præget af vold og terror. Høeg var ikke begejstret for at bruge krimien som tumleplads for samfundsdebatten. Havde han mon læst Sjöwall og Wahlöö? På det tidspunkt var Politikens uforlignelige Harald Mogensen kronikredaktør og samtidig en af initiativtagerne til dannelsen af Poe Klubben. Harald Mogensens interesse for krimien og hans indsats for at få genren anerkendt i det gode selskab kan ikke undervurderes. Selv helt op i begyndelsen af 70’erne ledte man tit forgæves efter krimier på mange bibliotekers hylder. Også Harald Mogensen så læsning af krimien som et frikvarter i en verden, hvor vi konstant mindes om ufred, om at spise rigtigt, passe vore børn, og få en uddannelse. »I krimien oplever man – næsten altid – at problemerne klares ... formen tillader ikke en åben slutning«. For Harald Mogensen skulle det være lystfyldt at læse krimier. Han sammenlignede det med et trygt samleje; der måtte varieres inden for mønsteret, men fornyelse skulle være efter gensidig aftale mellem læser og forfatter. Med henvisning til juristen og forfatteren Palle Rosenkrantz så Harald Mogensen gudskelov intet problem i, at samfundsmæssige forhold blev taget op i krimier. Rosenkrantz havde omkring forrige århundredeskifte i romanen ’Hvad skovsøen gemte’ skabt en detektiv med en ideologisk holdning, idet han gik ind for offentlighed og mundtlighed i retssystemet og for, og at dommer og politimester ikke måtte være én og samme person. Det blev først indført ved den store retsplejereform i 1919! Ole Høegs Kronik har gennem en del år været gemt lidt væk i en bunke, men aldrig længere væk, end at den med jævne mellemrum har listet sig op til overfladen med sin fristende opfordring. Og så en skønne dag besluttede jeg at tage ham på ordet. Det var samtidig klart, at læserne med rette kunne forvente noget lidt anderledes fra en, som kender jobbet indefra. Spørgsmålet var så, hvad det mere præcist er, at en politimand kan bidrage med til en genre, som så mange professionelle og fremragende forfattere i årevis har boltret sig i? Virkeligheden! Giv læserne realisme – rigtige forbrydelser, rigtige forbrydere, rigtige ofre og rigtige betjente. Ikke al det udspekulerede (undskyld udtrykket) baljepis, vi fodres med gennem uendelige rækker af politiserier i fjernsynet. Læserne skulle trækkes med ind bag kulisserne i jobbet, og ikke bare ind i forstuen, hvor enhver krimiforfatter med respekt for sig selv kommer ind under sin research. Nej, de skulle med helt ned i de dybeste kældre og yderste loftsrum. Hver person, hver detalje og hver en situation skulle beskrives med varmt blod fra en, der selv har set, hørt og mærket virkeligheden – ikke tænker sig til den. Og så alligevel var der noget, som sagde mig, at svaret om realisme var kommet lidt for hurtigt. Hørte jeg Høeg og Mogensen råbe i kor »Glem nu ikke, at vi vil underholdes!«? Jo, jo, tænkte jeg, men husk nu også på, at alle mennesker i vore dage bliver underholdt konstant. Selv madlavning, politik og ’min seneste nedtur’ er blevet underholdning. Alligevel genopfriskede jeg kravene. Et godt (helst uigennemsigtigt) plot i forening med et troværdigt persongalleri og ditto miljø. Der skal være spænding, det godes kamp mod det onde, hvor retfærdigheden sejrer til sidst. Set fra sidelinjen synes kernen i enhver krimi at være en forbrydelse og dens opklaring, set gennem centrale personers synsvinkel. Der er mindst et offer, en forbryder og en detektiv (helten), som muligvis har en hjælper eller to. Om helten er politimand, retsmediciner eller en gammel bedstemor synes ikke at være afgørende. Havde jeg ikke engang læst, at lige netop den opskrift er alle fortællingers moder? Der måtte altså være noget om snakken. Jeg var naturligvis også klar over, at der ville blive et helvedes arbejde med sproget. Der er himmelvid forskel på at skrive kliniske politirapporter og fiktion. Det er ikke mange uger siden, at min tredje roman udkom. De er ret forskellige og alligevel tæt beslægtede. Det har været vigtigt at fortælle gode historier om mennesker af kød og blod. Blev romanerne så anderledes? Ja, jeg synes det, men på en anden måde, end jeg havde forestillet mig. Personerne og historierne kom til at bestemme langt mere, end jeg havde troet. Det har været mit ønske at skildre politifolk, deres baggrund, deres motivation for at vælge jobbet, deres måde at gribe jobbet an på og ikke mindst deres indbyrdes relationer og samarbejde. På film er politifolk ofte enten superhelte, som med lethed napper en lang jagt til fods hen over hustage, skyder om hjørner og rammer plet eller kan de mest fantastiske stunts i bil med ikke under 180 i timen eller det stik modsatte – hunde i et spil kegler i skikkelse af Axel Strøby i skotskternet jakke eller Karl Stegger som landbetjent iført portvinsnæse og cykelspænder. Det hed sig for år tilbage, at de fleste politifolk var fra landet. Anden eller tredje bondesøn, som ikke kunne komme til at arve slægtsgården. Myte eller ej – er det interessant at høre om den førstefødte søn, som valgte ikke at arve gården? Eller hvad med den kollega, som fulgte i sin far og farfars fodspor, men som alligevel ikke gjorde dem stolte, fordi hun er en kvinde? Udadtil kan politiet og politifolk forekomme som en enhed uden store individuelle forskelle, men reelt er der lige så mange forskellige personligheder og begrundelser for at vælge jobbet som i de fleste andre professioner. Jobbet er krævende, og der er et indlysende behov for gensidig tillid og opbakning. Hvor langt går den indbyrdes loyalitet, og hvad sker der, hvis den svigtes? Kan man også i politiet tale om professionel kynisme? En vigtig side af politiarbejdet, man sjældent får indtryk af i fiktionen, er de mange dilemmaer og vanskelige valg, jeg selv fik øjnene op for de første år af min tjeneste. Hvad vil det sige at ligge på den våde asfalt og bokse med en person, som senere viser sig at være offeret, samtidig med at man glor ind i skosnuderne på kødranden af forbipasserende, som lige skal se, om betjenten får bank? Hvad gør man, når en druksut beslutter sig for at springe i havnen en vinterdag for at slippe ud af denne verden, når man står på kajen iført tungt overtøj og en helvedes masse tyngende udstyr? Som politimand kan man med en enkelt beslutning vende op og ned på andre menneskers tilværelse. Jeg taler ikke kun om at misbruge sin stilling ved enten at fare for hårdt frem eller ved at lukke øjnene for lovbrud. Lovgivningen rummer visse muligheder for skøn, og vor tids arbejdspres kræver prioritering. Både ofre og forbrydere kan komme i klemme i den proces. Beskrivelsen af spritsager og vilkårene for narkopushere er relativt simple eksempler, men de første skridt på en vej, hvor alle politimænd skal finde en forsvarlig balance. Hvor længe kan man bruge tid på at opklare et indbrud eller et overfald, når strømmen af nye og lige så alvorlige forbrydelser er konstant? Og spiller det nogen rolle, om offeret er en såkaldt ’pæn’ borger eller en, som i anden sammenhæng måske selv kunne have været gerningsmand? Dilemmaernes mester, Graham Greene, afsluttede romanen ’Den tredje mand’ med at lade helten Holly Martins aflive superskurken Harry Lime med et skud i hovedet. Da politimanden få sekunder senere kommer til stede, tilstod Holly med ordene, at han ikke kunne udholde Harry Limes klynk. Hertil svarede politimanden: »Lad os glemme alt det«. Måske lidt vel melodramatisk for vor tid, men problematikken er ikke uinteressant. Det er kollektivromaner af den simple grund, at politiarbejde nu om stunder bygger på en holdindsats. Sherlock Holmes, Jules Maigret og Philip Marlowe ville al deres begavelse til trods – aldrig få et ben til jorden i kampen mod vore dages organiserede kriminalitet. Og så er det gået op for mig, hvor ofte situationer udvikler sig absurd eller tragikomisk. Jeg har tilstræbt at invitere læserne rundt i hele politiets hus. I dag står det mig klart, at der også for mig endnu er ukendte rum og gemmer. Kort inden den første roman udkom, havde jeg det på samme måde som en, der skal springe ud med faldskærm for første gang. Lukker skærmen sig op, eller ville jeg ramme jorden med et hult drøn? Anmelderne har været både opmærksomme og meget positive. Selvfølgelig er der også kritik. Den største faldgrube er at hænge for meget fast i politirapportens krav om detaljer og fuldstændighed. Om det så er krimier i gængs forstand, vil jeg lade andre afgøre. Under alle omstændigheder havde Ole Høeg ret. Hele processen med at skabe og skrive fortællinger med et ærligt og åbent hjerte er fantastisk. Prøv det selv!