0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Så skriv da en kriminalroman!

Efter to år i politiet var min idealistiske mødom om lov og ret taget. Og hvordan kan en politimand så bidrage til krimigenren?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lad mig straks tilstå. Titlen er hugget fra Ole Høeg, som i maj 1977 under samme overskrift havde en Kronik her i Politiken.

Den gulnede artikel ligger foran mig – om ikke et bevis, så dog et stærkt indicium på, at Høeg havde trykket på en knap hos mig. Det forår havde jeg toårsjubilæum i politiet og min idealistiske mødom om lov og ret var allerede taget indtil flere gange. Forbrydelse og forbrydere havde vist sig ikke at være helt det, jeg havde ventet. Måske havde jeg læst for mange kriminalromaner!

Som københavner havde jeg som andre teenagedrenge i byen lagt ryg til unge politifolks behov for at finde deres identitet i jobbet. På et tidspunkt gik der ligefrem sport i at ramme bødeforlæg ind. Det meste var ret uskyldigt og involverede noget med en knallert eller ’gadeuorden’. Så da jeg som nyslået politibetjent på prøve begyndte på politistationen i Store Kongensgade, skulle der andre boller på suppen. Jyderne og fynboerne kunne have jagten på rødder og borede knallerter helt for sig selv. Blikket var i stedet rettet mod spritbilisterne, som med lallende og usammenhængende snøvlen omgivet af en tyk sprutånde væltede ud af bilen i det øjeblik, jeg åbnede døren. Der var eksempler på mænd og kvinder, som var lige til at hælde tilbage på flasken, men ikke tit. De fleste blæste alkotesten lige akkurat op omkring stregen. Mange havde måske fået et glas eller to, men få virkede berusede. Skulle man anholde for at få spørgsmålet afgjort af en blodprøve, eller skulle man lade dem køre videre? Begge valg havde konsekvenser. I tvivlstilfældene kunne bilistens afhængighed af kørekortet i forbindelse med sit job være et dilemma. Men jeg husker også en lørdag aften, hvor en ung mand steg ud af bilen, trak mig om til bagenden og sagde, at han var villig til at lade bilen stå, hvis han bare kunne følge det lækre skår på højre forsæde hjem.

Efter et par måneder i aktiv tjeneste besluttede jeg, at indsatsen mod spritbilister stadig var vigtig, men at situationen ikke var helt så sort-hvid, som jeg havde forventet. På narkotikaområdet var der imidlertid ingen grund til vaklen. Jagten gik ind på pusherne – selvfølgelig især dem, som ikke selv var afhængige af stoffer.

Jeg havde også et godt øje til bolighajer, som ifølge formiddagsbladene proppede så mange gæstearbejdere ind i bittesmå lejligheder i saneringsmodne ejendomme i den indre by, at de med et Groucho Marx-udtryk måtte klippe neglene helt korte, for at hoveddøren kunne lukkes. Hver person betalte selvsagt en ublu sum i leje, en indtægt skattevæsenet formentlig aldrig så noget til. Behøver jeg at sige, at den opfattelse af virkeligheden heller ikke holdt vand? Der var langt mellem pushere, som ikke selv hver morgen slog øjnene op, og som det første tænkte på, hvor penge til næste fix skulle komme fra. Og bolighajerne var tilsyneladende dykket ned på mindst 100 meters dybde med besked til overfladen om at holde kæft. Der skulle mere avanceret fiskegrej til end det, en ung uniformeret betjent er udstyret med.

Det er trivielt at konstatere, at virkeligheden er mere sammensat end det, der viser sig ved første øjekast, men paradoksalt nok har det været en opmuntring i et job, som ellers nok kan sætte illusionerne på prøve. Sjældent møder man ren ondskab i forbindelse med forbrydelse; når det sker, har den som oftest skikkelse i en syg person. Derimod er der ikke langt mellem superegoister og kynikere. Alt i alt skulle jobbet nok kunne levere stof, hvis man en dag skulle få den tanke at skrive en kriminalroman.

I Kroniken lovede Ole Høeg, at man ikke ville fortryde det. Det ville være herlig spas og af stor mentalhygiejnisk værdi. Først skaber man et vældigt rod for derefter at sætte tingene på plads. Dyden skal belønnes, og det onde skal straffes. Der er brug for et godt plot, men lige så vigtigt er et troværdigt persongalleri og miljø. Krimier skal være spændende og underholdende, og moralen bør være, at retfærdigheden altid – i modsætning til virkeligheden – sker fyldest. Det var Ole Høegs hovedbudskaber. I hans daværende optik var kriminalromanen litteraturens legeplads, et pusterum fra en kaotisk verden præget af vold og terror. Høeg var ikke begejstret for at bruge krimien som tumleplads for samfundsdebatten. Havde han mon læst Sjöwall og Wahlöö?

På det tidspunkt var Politikens uforlignelige Harald Mogensen kronikredaktør og samtidig en af initiativtagerne til dannelsen af Poe Klubben. Harald Mogensens interesse for krimien og hans indsats for at få genren anerkendt i det gode selskab kan ikke undervurderes. Selv helt op i begyndelsen af 70’erne ledte man tit forgæves efter krimier på mange bibliotekers hylder. Også Harald Mogensen så læsning af krimien som et frikvarter i en verden, hvor vi konstant mindes om ufred, om at spise rigtigt, passe vore børn, og få en uddannelse. »I krimien oplever man – næsten altid – at problemerne klares ... formen tillader ikke en åben slutning«. For Harald Mogensen skulle det være lystfyldt at læse krimier. Han sammenlignede det med et trygt samleje; der måtte varieres inden for mønsteret, men fornyelse skulle være efter gensidig aftale mellem læser og forfatter. Med henvisning til juristen og forfatteren Palle Rosenkrantz så Harald Mogensen gudskelov intet problem i, at samfundsmæssige forhold blev taget op i krimier. Rosenkrantz havde omkring forrige århundredeskifte i romanen ’Hvad skovsøen gemte’ skabt en detektiv med en ideologisk holdning, idet han gik ind for offentlighed og mundtlighed i retssystemet og for, og at dommer og politimester ikke måtte være én og samme person. Det blev først indført ved den store retsplejereform i 1919!

Ole Høegs Kronik har gennem en del år været gemt lidt væk i en bunke, men aldrig længere væk, end at den med jævne mellemrum har listet sig op til overfladen med sin fristende opfordring. Og så en skønne dag besluttede jeg at tage ham på ordet. Det var samtidig klart, at læserne med rette kunne forvente noget lidt anderledes fra en, som kender jobbet indefra. Spørgsmålet var så, hvad det mere præcist er, at en politimand kan bidrage med til en genre, som så mange professionelle og fremragende forfattere i årevis har boltret sig i?

Virkeligheden! Giv læserne realisme – rigtige forbrydelser, rigtige forbrydere, rigtige ofre og rigtige betjente. Ikke al det udspekulerede (undskyld udtrykket) baljepis, vi fodres med gennem uendelige rækker af politiserier i fjernsynet. Læserne skulle trækkes med ind bag kulisserne i jobbet, og ikke bare ind i forstuen, hvor enhver krimiforfatter med respekt for sig selv kommer ind under sin research. Nej, de skulle med helt ned i de dybeste kældre og yderste loftsrum. Hver person, hver detalje og hver en situation skulle beskrives med varmt blod fra en, der selv har set, hørt og mærket virkeligheden – ikke tænker sig til den.

Og så alligevel var der noget, som sagde mig, at svaret om realisme var kommet lidt for hurtigt. Hørte jeg Høeg og Mogensen råbe i kor »Glem nu ikke, at vi vil underholdes!«? Jo, jo, tænkte jeg, men husk nu også på, at alle mennesker i vore dage bliver underholdt konstant. Selv madlavning, politik og ’min seneste nedtur’ er blevet underholdning.

Alligevel genopfriskede jeg kravene. Et godt (helst uigennemsigtigt) plot i forening med et troværdigt persongalleri og ditto miljø. Der skal være spænding, det godes kamp mod det onde, hvor retfærdig