Det er meget glædeligt, at Danmark nu får sin første egentlige artistuddannelse med regeringens beslutning om at støtte artistuddannelsen under Akademiet for utæmmet kreativitet (AFUK) i Sydhavnen i København. Nu er det slut med at halte bagefter Sverige og mange andre lande i Europa, der for længst har etableret artistuddannelser og leveret uddannede artister til scenekunsten og særligt nycirkusforestillinger, også i Danmark. Fremover kan vi selv levere talenterne, og danske unge skal ikke nødvendigvis rejse til udlandet for at få uddannelsen. Dette er resultatet af mange års arbejde.
Artistmiljøerne i Danmark har, sammen med deres faglige organisation, Dansk Artist Forbund, længe arbejdet med at kortlægge behov, arbejdsmarked og beskæftigelsesgrad og derigennem skabe politisk interesse for en uddannelse.


