Blandt de afhørte i den sag, som Venstres daværende skatteminister Troels Lund Poulsen efter alt at dømme iværksatte mod Helle Thorning-Schmidts mand – en sag, som ægteparret for længst er frikendt for, uden at det rigtigt er gået op for de borgerlige, deres altdominerende medier og deres tv-aviseftersnakkere – mødte Lars Løkkes spindoktor Søs Marie Serup senest op for at lade sig udspørge af Skattesagskommissionen. Hun betroede kommissionen, at Løkke »bad om at blive holdt helt ude af denne sag, fordi han forudså, at den kunne skade Venstre«. Ja, den var nærmest »livsfarlig« for partiet.
Serup blev af kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen, bl.a. bedt om at svare på, hvorvidt man fra Venstres side »overvejede at udnytte sagen politisk«.

