Så er den der igen for 117. gang: Postulatet om børnefamiliernes skrækkelige vilkår, fordi forældrene er arbejdsramt i en grad, så de ikke har tid til at tage sig af deres børn. Denne gang er det stud.hum.bas Louise Lindhagen, der i en kommentar i Politiken mandag 23.11. bl.a. skriver:
»Gennemsnitsfamilien er blevet afhængig af to indtægter. Dermed er der ikke det samme overskud til børnene. I nogle familier vil både far og mor oven i købet gøre karriere. Dermed er der ikke tid til børnene. Samfundet kræver altså af skolen, at den opdrager børnene og integrerer dem i samfundet«. Hvis så bare Louise Lindhagen var den første, der forsøgte at gøre postulatet til sandhed. Men det er hun som bekendt ikke. Hun er en i en tilsyneladende uendelig lang række, hvilket postulatet altså ikke bliver mere sandfærdigt af.
