I debatindlægget ’90 procent af tiden er det kvinder, der taler om børn’ 14.12. efterspørger Ditte Giese (DG) mænds synspunkter.

DG spørger: 'Hvornår har man sidst hørt en mandlig meningsdanner skrive et bekymret indlæg om, hvorvidt han nu også var en god nok far?' Det korte svar - og samtidig hele pointen - er, at overvejelserne om ’god nok far’ rager mændene en høstblomst. Den er ikke i rummet, når mænd er sammen med mænd. Overvejelsen er en fantasme i kvindernes univers. Det som DG efterspørger, er ikke en debat om børn eller værdier eller om håb og tro på børnenes vegne, men en selvcentreret refleksion om, hvorvidt vi er 'gode nok som forældre'. Gode nok? Hvorfor i alverden det? Den surdej rører kvinderne fint alene, fri mig vel. Moderskabets helliggørelse er en kvalmende konstruktion, som først og fremmest kvinder, men også børnetøjs- og pynteforretningerne og alle de kulørte livsstilsmagasiner skaber og vedligeholder. Hverken mine børn eller jeg har brug for en barnevogn til 10.000 kr. Det er jo ganske og aldeles til grin, men promenaden med baby flot kørende spiller fint op til kvindernes forestillinger om det perfekte liv. Mændene ser 10.000 kr. forsvinde, men mangler både mod og ord til at sige stop og 'jeg vil noget andet'. Kvinderne er siden 1970’erne blevet hamrende dygtige til at argumentere for ligeværd, og I har stadig definitionsretten til det gode liv, familie og forældreskab. Mændene er lysår bagud, men vores tavshed er ikke udtryk for, at vi er enige. Tværtimod! Vi kæmper fra vores side for at holde os nogenlunde fri af det lyserøde spelthelvede, som er defineret af kvinder. Vores tilgang til børnene er meget pragmatisk: Er du sulten? Så kig i køleskabet. Kan du ikke finde dine sko? Så brug nogle andre. Er der huller i bukserne? Who cares? Mænd gør ikke! Fis af med dig, knægt, så jeg kan tage mor på brysterne.