Det særlige ved debatartikler er, at de giver almindelige mennesker mulighed for at sætte landsdækkende dagsordener. Det lykkedes for mange i 2012.
Men især to unge kvinder glemmer vi sent. Marlene og Sofie. »Han maltrakterede min krop og mit ansigt med et tungt vandrør. Dernæst kastede han min bevidstløse krop ud fra tredje sal. Det er tre år siden. Jeg var godt i gang med min karriere i modebranchen, var aktiv og livsglad. (...) I dag er jeg 50 procent invalid, og i en alder af 29 år er jeg ikke længere i stand til at arbejde. (...) Gerningsmanden derimod er samme tre år efter reelt en fri mand (...). Hos stjernekokken Claus Meyer får han en læreplads som belønning for at have afsonet halvdelen af en i forvejen alt for kort straf«. Paf! Sådan indledte den 29-årige Marlene Duus en Kronik i februar. Og så var der ellers inviteret til debat i samtlige danske medier: Er vi for blødsødne over for de kriminelle, mens ofrene betaler prisen?

