Ser man på udbredelsen og brugen af det netbaserede sociale netværk Facebook, er det tilsyneladende et ret unikt fænomen, ikke mindst i en dansk sammenhæng.
Globalt har sitet over 150 million brugere, og skal man tro Facebooks egne tal, er der nu over 1,8 millioner registrerede danskere på sitet. Af samme grund er Danmark for nylig blevet udråbt til »verdens Facebook-nation nummer 1« – målt i antal profiler per indbygger. Men er vi virkelig det? Og hvorfor har så mange meldt sig under Facebooks blåhvide faner? 1,8 MILLIONER danske Facebook-profiler Når man diskuterer antallet af danskere på Facebook, er det vigtigt at slå fast, at de tal, vi har, er Facebooks egne. Vi ved ikke, hvordan Facebook finder frem til dem, og hvor tit deres målemetoder og tal justeres, om end Facebook opgiver, at deres tal er baseret på profildata og IP-adresser. Som forsker Rasmus Helles fra Københavns Universitet har påpeget, viser en samkørsel af Facebooks data med det danske befolkningstal, at der er over 100 procent kvinder i aldersgruppen 13-23 år på sitet, hvilket er meget lidt sandsynligt. 1,8 MILLIONER danske Facebook-profiler er da heller ikke ensbetydende med, at 1,8 millioner forskellige danskere bruger Facebook. Det er f.eks. ikke utænkeligt, at flere unge vælger at have flere profiler, én, som deres forældre, familie, lærer osv. kan se, og en anden, som vennerne kan se. Ligesom der findes fiktive profiler – profiler for hunde og andre ’for sjov’-profiler, som sandsynligvis også tæller med i Facebooks statistik. 1,8 millioner danske profiler betyder heller ikke, at op mod 1,8 millioner danskere aktivt bruger Facebook, selv om Facebook hævder, at deres tal er baseret på »aktive brugere« (dvs. brugere logget ind mindst en gang inden for den sidste måned).


