I den verserende debat om romaer i Danmark og i resten af Europa bliver politikerne som regel anklaget for at tage mere hensyn til nationale forhold end til EU-borgeres retssikkerhed.
Men efter ugers debat om de europæiske romaers ret til at opholde sig i Danmark, Frankrig og Italien tegner der sig nu konturerne af en langt mere principiel politisk diskussion. Romaernes ophold kan nemlig vise sig at blive efterårets helt store politiske slagsmål. Hvis en dansk valgkamp sættes i gang inden for de næste par uger, kan vi med andre ord forvente, at EU for første gang bliver et afgørende emne.

