Mandag 28.11 - for snart et år siden - er en dato, jeg aldrig glemmer. Det var den dag, da jeg fik diagnosen brystkræft. Foran mig lå et helt år med kemobehandlinger, operationer med fjernelse af lymfekirtler, bryst og strålebehandlinger – samt uvished og angst.
Angst og uvished over for mit liv, og angst og uvished over for de hårde behandlinger, der lå foran mig og de indvirkninger, disse måtte have på mig og på min familie. I dagene efter diagnosen var jeg chokeret, men samtidig meget optaget af at samle så megen information om sygdommen som muligt.

