Jeg sover især elendigt de nætter, hvor min søn på 19 går, der er homoseksuel, går i byen med sine venner. »Sov godt far. Jeg skal nok passe på mig selv« er standardfrasen, når han stryger ud ad døren sent torsdag/fredag/lørdag aften.

Vel vidende, at jeg sover ad helvede til, når han er i byen, og min sidste formaning, inden han stryger ud i nattelivet, altid er »pas nu på dig selv!«, sagt i et utvetydigt tonefald af alvor og bekymring, der kan slå selv den bedste feststemning ihjel. Og i virkeligheden også den dummeste bemærkning, jeg kan sende ham af sted med. Jeg har jo 100 procent tillid til hans evne til at passe på sig selv.