Da den tidligere britiske premierminister MacMillan engang blev spurgt om, hvad han så som den største udfordring for en statsmand, svarede han: »Events, my dear boy, events«. Den nuværende konservative premierminister Cameron kunne ikke have forudset, at eurozonekrisen ville blive den ’event’, som for alvor kom til at sætte dagsordenen for ham som premierminister og for Storbritannien som land. Men det har den. På to helt afgørende områder, nemlig udviklingen i den britiske økonomi og Storbritanniens fremtidige forhold til EU. Cameron gik til valg på at nedbringe gælden og genoprette den britiske økonomi med det altoverskyggende formål at bringe væksten tilbage. Det har også været kursen. Men på trods af massive besparelser på de offentlige budgetter og reformer på en lang række områder er det nu forventningen, at der først vil være balance i økonomien i 2017 – to år senere end forventet. Og hvad værre er – den ventede vækst ser ud til at udeblive. Dette bærer eurozonekrisen en del af skylden for, fordi britisk økonomi afsætter en stor del af sin eksport til eurolandene. Og fordi krisen skaber usikkerhed, som smitter af på forbrugertillid og virksomhedernes investeringslyst.
Det har gjort krisen endnu dybere og længerevarende, end både koalitionsregeringen og uafhængige iagttagere havde forestillet sig. Det er dårlige nyheder for den britiske regering, som hidtil er kommet igennem med budskabet om, at historiens hårdeste genopretningsplan er vejen til bedre tider.
