Sidste uges forlig mellem CO-Industri og Dansk Industri indeholder den nyskabelse, at fyrede medarbejdere stilles bedre i den første del af deres ledighedsperiode. Aftalen indeholder nemlig en fratrædelsesgodtgørelse, der sikrer, at afskedigede bliver kompenseret med 85 procent af lønnen i op til tre måneder fra den første ledighedsdag.
Den tidligere arbejdsgiver skal betale forskellen mellem dagpengebeløbet, der er ca. kr. 16.500 om måneden, og de 85 procent. For en metalarbejder med en indkomst på kr. 30.000 om måneden svarer det til en forskel i understøttelse på ca. kr. 9.000. Ordningen er godt nyt for de mange industriansatte, der aktuelt trues af krisen, og kommer umiddelbart som følge af et krav fra lønmodtagerorganisationerne om, at medlemmerne skal sikres større tryghed. Kravet blev formuleret på Dansk Metals kongres i 2009.

