Siden 1920, hvor Slesvig blev delt ved grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland efter en folkeafstemning, har det været en klar linje fra dansk side, at de dansksindede syd for grænsen aldrig skulle blive glemt. Siden da er det år efter år blevet et fast indslag i kongens og nu dronningens nytårstale at hilse det danske mindretal et godt nytår. Det er der ikke noget galt i. Men der mangler en hilsen til en befolkning i den årlige nytårstale, som bør mindes ud fra deres danske historie og rødder.
Dem, jeg tænker på, er skåningerne, hallændere og blekingere, som i mange, mange år er blevet glemt bort af vores mentale selvforståelse, og som har forsøgt at råbe os op, som bor vestensunds, for at få samme støtte, som vi giver mindretallet i Sydslesvig. For at vise denne uretfærdige forskel, så kan jeg oplyse, at det danske kongehus udmærket for en del år siden kunne sende prins Joachim til åbningen af Museet om Dannevirke, men da dronningen bl.a. blev inviteret til Halmstads 700-års jubilæum, takkede majestæten nej til at deltage. Sidste år mindes bornholmerne 350-året for øens befrielse fra den svenske besættelse, siden hvilken Bornholm har været en del af Danmark. Hendes Majestæt, hvis situationsfornemmelse og historiebevidsthed er velkendt, evnede ikke i sin tale at omtale 350-året for Bornholms tilbagevenden og festlighederne omkring det. Derfor vil jeg anbefale, at man i aften boykotter Margrethe II’s nytårstale pga. manglende historisk finfølelse ved ikke at sende en hilsen til vores gamle landsmænd i Skåne, Halland og Blekinge.
