Socialdemokraterne har bevæget sig langt i de sidste tre-fire måneder.
Trepartsforhandlingerne faldt på gulvet, og en skattereform er gennemført sammen med Venstre og Konservative. Mange har udtrykt forbavselse over, at partiet lige pludselig tilsyneladende går ind for en politik, der skaber større ulighed i samfundet. Men at det er helt bevidst, har kunnet ses i alt fald siden marts måned, hvor partiet udsendte et debatoplæg frem til kongressen i september, under titlen ’Danmark herfra til år 2032’.


