Jeg har i hele mit liv aldrig set så langvarig, sammenbidt og smålig en kampagne som dén imod Helle Thorning-Schmidt. Siden hun stillede op til formandsposten hos Socialdemokraterne, har tabloidpressen på deres grimme gule spisesedler igen og igen hånet hende for alt fra Gucci-taske over såkaldt skattesag til dårlige meningsmålinger, og for at komme endnu en omgang infami i forkøbet har hun altså nu været nødt til sammen med sin mand at kommentere, hvad man skulle mene kun angik dem selv, nemlig deres ægteskab.
LÆS MEREThorning afviser homorygter om sin mand i parrets skattesag Til spørgsmålet om, hvorvidt statsministerens mand er homoseksuel, siger hun, at hun ikke synes, det er et spørgsmål, man skal svare på, og dette statement giver god mening for en person som mig, der er vokset op i en tid, hvor statsministre som Viggo Kampmanns og Jens Otto Krags vidtløftige privatliv ikke vedkom offentligheden, medmindre det berørte deres forvaltning af embedet. Men med alle de goder, den seksuelle frigørelse bragte os, røg der også et kernesundt barn ud med badevandet, nemlig det gode borgerlige skel mellem offentligt og privat, så vi nu lever i en tid, hvor det private i sandhed er politisk, og Thorning-Schmidt derfor nødt til at fravige sin principielle holdning og alligevel udtale sig om sin mands seksualitet, skønt den da må være hans egen sag og ikke har et hak med hendes evner som statsminister at gøre.
