Dystert. Det Økonomiske Råds vismænd rammer så ofte ved siden af, at deres arbejde er ubrugeligt, skriver en tidligere overvismand.
Foto: KRABBE LARS

Dystert. Det Økonomiske Råds vismænd rammer så ofte ved siden af, at deres arbejde er ubrugeligt, skriver en tidligere overvismand.

Debat

Tidligere overvismand raser: Fyr topøkonomerne

Vismændene har taget så meget fejl, at de burde trække sig nu, skriver professor Christen Sørensen.

Debat

Topøkonomer er helt igennem elendige eller det, der er værre, når det handler om at vurdere dansk økonomis tilstand.

Først og fremmest er en skrigende mangel på arbejdskraft af landets førende økonomer i årevis blevet markedsført som den helt afgørende udfordring i dansk økonomi. Selv nu, hvor omkring 180.000 job er forsvundet, og flere vil følge efter, bliver mangel på arbejdskraft anset som det største problem. Det giver ingen mening!

Det er jo tydeligt, at der ikke bliver mangel på arbejdskraft i dette årti, og at hovedproblemet i dansk økonomi er at skabe nye job.

Hvilken fejlvurdering! Men det er desværre ikke den eneste fatale fejlvurdering af økonomstanden.

I de seneste 6-7 år har vismændene konsekvent anbefalet den forkerte finanspolitik.

I de seneste 6-7 år har vismændene konsekvent anbefalet den forkerte finanspolitik.

Da dansk økonomi var mest overophedet i 2006 – hvor det var påkrævet med en betydelig finanspolitisk stramning i form af øgede skatter og/eller lavere offentlige udgifter – konkluderede vismændene, at man ikke engang skulle diskutere en finanspolitisk stramning!



Da det så endelig gik op for vismændene, at de havde taget alvorligt fejl – dog uden at indrømme det – anbefalede de i slutningen af 2006 en finanspolitisk stramning. Men da var finansloven for 2007 allerede vedtaget, og tidspunktet for en finanspolitisk stramning var forpasset.

For i 1. kvartal 2008 gik dansk økonomi baglæns – væksten var negativ. Men det afholdt ikke vismændene fra også i slutningen af 2007 at fortsætte deres fejlvurderinger ved igen at anbefale en finanspolitisk stramning.

Ja, da en meget citeret bankøkonom i begyndelsen af 2008 gav udtryk for, at dampen vistnok var gået af dansk økonomi, og at det derfor ikke var hensigtsmæssigt med en finanspolitisk stramning, blev han sat på plads af en vismand. Og hvad der næsten var lige så slemt: Bankøkonomen lod sig straks kyse væk fra sin vurdering.

Og det fortsætter. I deres rapport fra maj 2011 konkluderede vismændene, »at konjunkturudsigterne er tilstrækkelig robuste til, at det er forsvarligt at påbegynde en tilbagerulning af den ekspansive finanspolitik, der har været ført siden 2009 ...«.

Samtidig med at denne rapport blev diskuteret i Det Økonomiske Råd, offentliggjorde Danmarks Statistik, at væksten i 1. kvartal af 2011 var negativ. Og da også væksten i 4. kvartal 2010 var negativ, var dansk økonomi faktisk i recession.

ANALYSE

Det er ikke bare vismændene, der nærmest systematisk har taget fejl. Det har langt de fleste topøkonomer, inklusive bankøkonomerne og regeringens økonomer også. Men hvorfor er det gået så galt for topøkonomerne? Der er to forklaringer: langtidsforblænding og behagesyge.

Langtidsforblændingen startede med Velfærdskommissionen i 2003, som skulle undersøge, om finanspolitikken var holdbar i et langsigtet perspektiv. Og de gennemførte analyser var så sandelig langsigtede, idet der blev anlagt en tusindårig tidshorisont. Med adgang til computere er der ikke længere stopklodser for regnevanvid.

Vantro udtryk møder én, når det tusindårige tidsperspektiv fremlægges. Tænk på, hvad Gorm den Gamle ville være kommet frem til i dag, hvis han i sin tid havde haft adgang til en computer.

Vantro udtryk møder én, når det tusindårige tidsperspektiv fremlægges. Tænk på, hvad Gorm den Gamle ville være kommet frem til i dag, hvis han i sin tid havde haft adgang til en computer.



Selve det langsigtede i problemstillingen om finanspolitisk holdbarhed og den drømmeverden, som beregningerne foregik i, gjorde, at topøkonomerne bidrog til ikke blot at langtidsforblænde politikere og befolkning, men også sig selv.

De forsømte at kigge ud ad vinduet og forholde sig til den aktuelle økonomiske virkelighed, der jo i midt-00’erne var, at finanspolitikken afgørende skulle være strammet.

Optaget af det langsigtede holdbarhedsproblem overførte de det langsigtede løsningsforslag om øget arbejdsudbud til også at være løsningen på de aktuelle økonomiske problemer med overophedning.

Men herved blev der set bort fra, at det kræver lang tid at øge arbejdsudbuddet, hvorfor overophedningen ikke blev forhindret, hvad vi nu og fremover kommer til at betale en høj pris for i form af flere arbejdsløse og flere konkurser.

LÆS ARTIKEL

I den netop overståede valgkamp har langtidsforblændingen domineret. For begge alternativer var øget arbejdsudbud et hovedelement i deres 2020-forestillinger - kraftigt støttet af topøkonomer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og igen blev den aktuelle situation forsømt eller ignoreret. Da der siden krisens start i 2008 er tabt op mod 180.000 arbejdspladser, er det en gåde, hvorfor initiativer til at skaffe arbejdspladser - både på kort og langt sigt - ikke var mere afgørende i valgkampen.

Men nu begynder virkeligheden vel igen at melde sig i takt med tallenes ubehagelige tale. Topøkonomerne har taget fejl gang på gang. Hvis der havde været tale om læger, var patienten død for længst. Det er på høje tid, at fokus flyttes fra en fjern drømmeverden til realiteternes verden, og at de nødvendige opgør tages med langdistanceblænderne.

Topøkonomerne har taget fejl gang på gang. Hvis der havde været tale om læger, var patienten død for længst.



Vi står nemlig over for en langvarig beskæftigelseskrise med høj ledighed i resten af årtiet, som jeg allerede forudsagde i slutningen af 2008.

Behagesyge eller for stor fokus på egne karrieremuligheder er den anden årsag til økonomistandens deroute her i landet. Det stærkeste eksempel herpå gav Skattekommissionen, der afgav betænkning i 2009.



Skattekommissionen skulle fremlægge forslag til en skattereform, som bl.a. skulle være fordelingsmæssigt afbalanceret.

Enhver økonom får gang efter gang tæsket ind i hovedet, at man som økonom ikke kan konkludere om normative emner som fordelingspolitiske emner.

Personlig mener jeg som fhv. overvismand, at de nuværende vismænd i den grad har taget fejl og svigtet, at de selv burde trække sig for at beskytte institutionen.



Alligevel skrev Skattekommissionens medlemmer, herunder en vismand, under på, at det forslag, de fremsatte, var fordelingsmæssigt afbalanceret, se f.eks. side 33-41 i betænkningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kort sagt: Kommissionens medlemmer reagerede som marionetdukker over for de politiske opdragsgivere.

Foragt er den rette reaktion herpå. Det bliver interessant at følge, om økonomstandens deroute også får konsekvenser for, om de bliver konfronteret med deres tidligere udtalelser og vurderinger. For forblændingen skulle gerne stoppes – også i regeringskredse.

Personlig mener jeg som fhv. overvismand, at de nuværende vismænd i den grad har taget fejl og svigtet, at de selv burde trække sig for at beskytte institutionen.

Det gælder ikke mindst for den vismand, der var medlem af Skattekommissionen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce