Finanskrisen har endnu en gang vist, at vores globale og komplekse samfund rummer en række risici, som hverken lader sig kontrollere eller forudse.
Vi lever i et samfund præget af ekspertsystemer og teknologi, men det er samtidig et samfund, hvor vi hele tiden opdager ting, vi ikke ved. Den finansielle krise er resultatet af flere samtidig indtrufne hændelser, men den er overordnet set et resultat af (1) brugen af meget komplekse finansielle instrumenter; (2) finansiel regulering, der har tilladt dels brug af disse instrumenter dels en række nye realkreditlånetyper; og endelig (3) den gensidige afhængighed i den globaliserede verdensøkonomi, hvilket kan skabe sårbarhed. Risikosamfundet Eller sagt på en anden måde: Finanskrisen er resultatet af brugen af ekspertviden til at skabe komplekse højteknologiske systemer, der ikke altid lader sig kontrollere, og som, når de ikke er kontrollerbare, har globale konsekvenser. Ulrich Beck, der er fadder til begrebet ’risikosamfund’, har i sine senere bøger netop hæftet sig ved den globale sårbarhed og beskrevet, hvordan et globalt risikosamfund opfatter og udvikler sig selv ud fra tre dominerende risikofaktorer: økologiske risici, terrorrisici og finansielle risici.


