Jeg diskuterede på et tidspunkt ordet kaos med den for tiden konservative politiker Naser Khader, der var blevet opbragt over, at jeg i et interview i Politiken havde sagt, at i valget mellem lovløst anarki og et strengt religiøst diktatur ville afghanerne foretrække det sidste, fordi intet samfund kan fungere i et absolut kaos. »Jeg kan ikke finde ord til at udtrykke min foragt for Carsten Jensen«, skrev Khader i sin blog i Berlingske Tidende. Det kunne han nu godt alligevel, da vi mødtes til en ordrig diskussion på TV 2 News.
»Jeg går ind for kaos«, sagde Khader for åbent kamera og slog begejstret ud med armene, som om han lige havde afleveret en trosbekendelse, der beviste, at han var et liberalt indstillet, frihedselskende menneske, og at han derfor snart ville blive belønnet med en bedre opstillingskreds af Det Konservative Folkeparti. Dette er et forsøg på at forklare, hvad kaos er, og hvorfor Taleban er en sikker vinder, så længe vi nægter at forstå, hvad kaos betyder. I Afghanistan er der to livssyn, der har været i strid med hinanden i over hundrede år.


