I perioden fra 2006 til 2008 dokumenterede en række undersøgelser fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, at der var ubesatte job, selv om der var kvalificerede og arbejdsmarkedsparate ledige på samme tid.

I foråret 2007 handlede det om 58.000 forgæves forsøg på rekruttering og 90.000 arbejdsmarkedsparate ledige, der havde været ledige i tre måneder eller mere. Dette ledighedsparadoks fik stor politisk opmærksomhed og afstedkom både en hård kritik af jobcentrene og betydelige ændringer i arbejdsmarkedspolitikken – herunder indførelsen af den kontroversielle regel om, at ledige mindst skulle søge fire stillinger om ugen. Til august kommer Arbejdsmarkedskommissionens afsluttende rapport. Den vil fortælle, at det langsigtede problem – trods den aktuelle stigning i arbejdsløsheden – er, at for få står til rådighed for arbejdsmarkedet. Og én af deres anbefalinger vil være, at man yderligere strammer rådighedsreglerne og afkorter dagpengeperioden. Ledighedsparadokset kan imidlertid ikke forklares med, at flertallet af de ledige ikke ønsker eller søger job. Tværtimod har vi gentagne gange vist, at hovedparten af de arbejdsmarkedsparate ledige både ønsker og søger job. Paradokset kan heller ikke blot forklares med, at de lediges uddannelse ikke passer til de ubesatte stillinger. Via de lediges cv’er har Arbejdsmarkedsstyrelsen vist, at der selv inden for kategorier med fuldt kvalificerede ledige er mange forgæves forsøg på rekruttering. Og det har vel at mærke været et problem i samtlige regioner, og derfor ikke kun et spørgsmål om, at de ledige er i den ene ende af landet og de ubesatte stillinger i den anden ende. Der er altså tale om et rigtigt paradoks.